Det er en meget naturlig reaktion. Når vi synes, noget er svært og vi ikke ved, hvad vi skal sige, og når vi måske endda er bange for, at det vi siger, kan gøre det værre, så sker det tit, at vi stopper med at snakke med personen. Men faktisk er der mange mennesker med psykiske problemer, som føler sig forkerte og er ensomme.. Og det at du stopper med at tale med ham, fordi det kan være svære samtaler, kan måske bekræfte ham i den følelse.

Det vil han sikkert blive glad for. Du behøver ikke være psykolog eller kende svarene på alt for at gøre det. Det vigtigste kan nogle gange være, at der er en som lytter og spørger ind.

Din ven er stadig din ven, han har bare været igennem noget svært. Alt behøver ikke handle om det svære, faktisk er det vigtigt, at din ven også husker noget af alt det, han plejede at kunne lide, og som plejede at gøre ham glad. Selvom han kan virke afvisende over for dig, så er det mere sig selv, han afviser. Når du viser, at du gerne vil være sammen med ham, så hjælper du ham faktisk – også selvom han i første omgang siger nej.

Det kan være en god ide at snakke med andre venner om det, også så du bliver mindet om, at du ikke står alene med ansvaret for, hvordan han har det. Oplever jeres fælles venner det samme som dig? Kan I sammen finde på måder at få ham med tilbage i fællesskabet?