SuperMind

Humørsvingninger

Er du også lige ved at bryde sammen, hvis en veninde aflyser en aftale, hvis din lillebror har nakket din Playstation, eller hvis dine yndlingsbukser er til vask, når du har allermest lyst til at have dem på? Bare rolig – så er alt, som det skal være!

I teenageårene sker der en masse ting i kroppen – den forandrer sig både helt konkret og også hormonelt. Det betyder, at du lige skal lære din ranglede krop at kende, og at du skal finde ud af alle de følelser, som pludselig raser i kroppen. Så hvis du indimellem føler dig lidt akavet og usikker, så er der faktisk en naturlig forklaring!

Bliver du træt af dine humørsvingninger, eller vil du bare blive bedre til at håndtere dem, så er der her nogle ting, du selv kan gøre:

  • Du kan tale om dine følelser med en, du kan lide, og som du stoler på. Det kan være en god ven, et familiemedlem, din lærer eller lignende.  Det er altid en god ide at fortælle andre om sine frustrationer, så man ikke skal bære rundt på dem alene.
  • Skriv dagbog. Det lyder måske old school, men det gode ved en dagbog er, at den aldrig sladrer, og at du derfor kan skrive hvad som helst. Når du skriver tingene ned, kan det hjælpe dig til at få bedre overblik over dine problemer, og så bliver de ofte mere overskuelige.
  • Dyrk motion jævnligt. Det frigiver nemlig nogle hormoner i hjernen, som hedder endorfiner, og de gør dig simpelthen i bedre humør!
  • Bliver humørsvingningerne helt ustyrlige, så du har svært ved at klare din dagligdag, så skal du måske snakke med en psykolog eller med din læge om det. Under punktet ”Her får du hjælp” kan du finde netrådgivninger og chat-hjælp.

Angstforeningen – telefonrådgivning
Ung På Linje – chat og telefon