SuperMind

Venner, uvenner og ensomhed

Venskab

Mennesker er flokdyr – Vi har brug for hinanden og for gode venner. For nogle er det at have en eller flere gode venner en selvfølge, mens det for andre kan virke uopnåeligt.

Venskab handler i høj grad om at give af sig selv, at blotte sig og gøre sig sårbar, men det gode er, at man så også får meget igen i form af støtte, fællesskab og glæde.

Er du en god ven?

En god ven er:

  • en der er til at stole på
  • en man kan dele sine hemmeligheder med
  • en at tale med
  • en at have det sjovt med
  • en som er der, når man har brug for det
  • en at dele sine interesser med
  •  en man kan være sig selv med

Uvenner

Det er næsten umuligt at undgå at blive uvenner med sine bedste venner indimellem, og alligevel føles det som jordens undergang hver eneste gang det sker!  Ofte viser det sig at være misforståelser eller småting, der er årsagen til uvenskabet. Måske har du sagt noget, som din ven har misforstået, og som har gjort ham sur. Måske er I blevet uvenner over et bestemt emne, fordi I har forskellige holdninger til det.Selv om I er bedste venner, så behøver I ikke at mene det samme på alle områder – man kan sagtens være venner alligevel.

Nogle gange bliver man uvenner, fordi andre bagtaler én, og man får det at vide. Det er en god idé at få talt ud om det, for nogle gange skyldes det heldigvis bare en misforståelse. Hvis I går i skole sammen kan mægling være en mulighed. Tal med din lærer eller studievejleder. Det kan også være en god idé at tale med nogle af dine andre venner om det eller at tale med dine forældre, for det hjælper altid at få talt om det.

Ensomhed handler ikke kun om at være alene

9 % af unge 15-24-årige oplever ofte, at de mangler nogen at være sammen med, mens 25 % har den følelse en gang imellem. Ikke at høre til i en venneflok eller at føle sig alene eller uden for er rigtig hårdt. Mange kæmper meget for at høre til og går med en stadig angst for at blive udelukket fra fællesskabet, mens andre har følt sig meget alene over lang tid. Har du gået længe uden at føle, at du har en nær ven, du kan betro dig til og være dig selv sammen med, kan du blive ulykkelig og ked af det. Så er det vigtigt at snakke med nogen om det! Hvis ikke du kan tale med dine forældre eller andre omkring dig om det, kan du prøve at kigge på listen: Hvor kan jeg tale med nogen?

Hvor kan jeg tale med nogen?

Ventilen

Røde Kors

Studenterrådgivningen

Du kan også prøve at tale med studierådgivningen på din egen uddannelse.